til forside/to frontpage

Født d. 6.3 1910 i Odder
Død d. 1.5.2004 Ørby
Maler og billedhugger

Curriculum Vitae

Igennem det 20 århundrede har Ejler Bille været en af de mest betydningsfulde kunstnere i Danmark. Ejler Bille er repræsenteret på alle museer af betydning i Danmark og utallige i udlandet. Bille har siden sin debut i 1931 deltaget meget aktivt på kunstscenen som billedhugger, maler og skribent. Han var medlem af Linien, Corner, COBRA, Høstudstillingen og derefter Martsudstillingen fra 1951, Den Frie fra 1982. I alle de år har han været en flittig debattør og skribent som på fabulerende vis trak tråde fra det maleriske univers til lyrikken.

Billederne fra de sidste år rummer den positive musiske livsglæde der oftest kendetegner Billes kunst. De er også et strålende eksempel på det centrale element i al kunst “Billedtegnet” som Bille betegner det, ornamentet som i dets mangel på dybdeperspektiv ikke umiddelbart kan opfattes flerdimensionalt. Netop fordi det rækker ud over vores konventionelle viden forbinder det os med noget eviggyldigt og universelt.

Al kunst er en form for meditation, naturen gennemstrømmer mennesket og filtreres til det livsekstrakt, som i de vellykkede tilfælde bliver resultatet. Kunsten har altid handlet om menneskets relation til universet, det nære men også det svimlende fjerne. Denne micro makro verden er altid til stede i Billes billeder. Det nære intime med det bankende hjerte bagved samlet i helheden. Vi skal have sanserne åbne for at leve med i begejstringen, forundringen, troen på mirakler, troen på oprigtighed, troen på eventyret som han vedholdende har insisteret på. Det kan være svært i disse overeksponerede tider, men hans billedverden er en af de oaser vi kan søge næring fra.

I grafikken, litografierne, serigrafierne og farveraderingerne illustreres Billes univers, hvor farverne kalder på hinanden og giver det organiske myldrende liv der kendetegner Billes billeder. Billederne fra de senere år - med den sollyse frodige vegetation, figurer med lysende ansigter med gådefulde smil, hvor farverne på paletten er blevet mere og mere rene efter de mange ophold på trope-øen Bali, som har været det foretrukne rejsemål siden 1978 - er livgivende. Ejler Billes kunst er livsbekræftende, det er som at være på opdagelsesrejse, hvor der åbnes nye veje, som giver ny inspirerende kraft i dagligdagen.
                       Peter Flejsborg 2002

Bille v/solnedgang på Vejby Strand
foto© Peter Johansen

Ejler Bille