to frontpage/til forside

This section is not available in English

Født 1956

Læs også Ejler Billes tekst fra Galleri Profilens udstillingskatalog
"Nye arbejder" 3. nov. - 1. dec. 2000

See pictures from 2002 exhibition

See pictures from 2005 exhibition

Koloristen Annette Olesen

Annette Olesen (f. 1956) er kolorist med stort K. Annette Olesen balancerer og udfolder hele skalaen fra sort til hvid. I de vibrerende vækstlag der altid optræder i hendes billeder, ses det sansede billedsprog der er hendes varemærke.

Bent Irve har for nogle år siden skrevet en katalogtekst som meget flot karakteriserer Annette Olesens arbejdsmåde og udtryk. Den har vi fået lov til at bringe her.

"Sommetider, når Dexter Gordon havde afsluttet et velspillet nummer, og bifaldet strømmede imod ham, løftede han sin tenorsaxofon og holdt den frem for publikum. Den skulle også have del i hyldesten. Og måske lå der i hans gestus ikke så lidt af en antydning om, at det faktisk var den , der havde lavet musikken.

Holdningen er ikke ukendt blandt kunstnere. Men vi er dog endnu ikke nået dertil, at forfattere medbringer computere ved prisoverrækkelser, eller at billedhuggere kommer strittende med deres mejsler. Men selvfølgelig er der noget om, at det er ved materialernes hjælp, at kunstværket kommer til verden. Materialerne ydes dog sjældent retfærdighed. I omtale af f.eks. billedkunst tales der meget mere om motiv end materialer. Det skyldes nok, at motiver i højere grad end materialer ligger inden for kunstbeskrivelsens område. Men når det gælder maleren Annette Olesen, har man ikke den udvej at skrive om motiverne. Hun har stort set ingen.

Levende uvished

En hel del maleri i tiden bliver til ved, at man uforfærdet kaster sig over lærredet. Farverne må ordne udtrykket sammen med temperamentets spor i penselskriften. Men denne inflatoriske udtryksmåde er ikke Annette Olesens. Hun udfolder hele tiden sit maleriske arbejde i nær, lyttende overensstemmelse med sine indre bevægelser. Hun har den kunstneriske udtrykstrang, der kommer før forestillingerne om hvordan den skal forløses. Og det fine er, at hun holder denne uvished levende. Billedet opbygges nænsomt og med stor respekt for dets åbenhed.

Maleprocessen er en langsom bevægelse fra uvished til vished. Ikke engang de billedkomponerende elementer - stilladset så at sige - gør hun påståelige, men sandfærdige livsskrøbelige. Det er streger, rektangler, brudstykker af cirkelslag m.m. Alt sammen noget, der bestemmer farvens udstrækning og styrer øjets ofte rytmiske færden over billedfladen.

Annette Olesen er en fin, intim kolorist, der behersker et meget nuanceret farvesprog. Som i sin tid Egon Mathiesen bekender hun sig til det, han kaldte "det koloristiske motiv" men hun vil ikke¨ afstå de forsigtigt styrende komponenter i billedet. Gennem linjerne visualiserer hun den musikalitet, som Egon Mathiesen ellers talte så ofte om. Men så er hun da også mindre spontan.

Annette Olesen indtager en særstilling i tidens kunst alene ved sin eftertænksomhed. Hendes billeder er tydeligvis resultater af en overvejet koloristisk nuancering. Hun søger de fint afvejede farvemøder med stor lydhørhed og lader billederne tage sin tid på vejen til fordybelse. Annette Olesen er, på sin måde, en sen slægtning til den hedengangne Martsudstillings malere, der ikke faldt for det forcerede, men søgte oplevelsesmæssigt grundlag for hvert skridt i værket. Maleri, som Annette Olesens, er af tilstande for at vække tilstande. Jeg synes, at det er livstaknemmelighedens tilstande, de vækker."

Af Bent Irve

 

Annette Olesen