til forside/to frontpage

MOGENS GISSEL

LILLE RETROSPEKTIV + NYE ARBEJDER
Maleri og tegning.
14. OKTOBER – 19. NOVEMBER 2005

VELKOMMEN TIL FERNISERING
FREDAG D. 14 OKTOBER KL. 16-18

Som introduktion til Mogens Gissel’s billedverden; har galleriet fået lov til at bringe nogle uddrag af Museumsdirektør på Aros, Jens Erik Sørensens tekst i kataloget til Mogens Gissels retrospektive udstilling i Århus Kunstbygning 1999. Se herunder.


"HVOR SPORENE ENDER

Togene ankommer og afgår i en fast rytme til og fra stationsbyen Odder. Han kan se dem fra sine vinduer i den gamle stationsbygning. Vinter og sommer. År ud og år ind…………….

Her på stationen, hvor sporene ender, bor Mogens Gissel i en slags selvvalgt eksil i kunstens baghave. Siden 1981.

Der er kun en vej bort. I den anden ende af sporet ligger Århus, derefter København, Hamborg og resten af verden.

Men han har valgt at blive og male. Ikke det han ser, men alt det andet, som lader sig se i kunsten. Et liv iscenesat på egne betingelser og med sin egen tidsregning, delvis isoleret og på sikker afstand at de internationale centre.

Kunstscenens glamour interesserer ham nemlig ikke og har vist aldrig gjort det. Det drejer sig alene om kunsten og om dialogen med kunstværket. Undersøgelsen af det kunstneriske sprogs muligheder.

Netop derfor er Mogens Gissel højt værdsat blandt kunstnere og kendere, men næsten upåagtet i den danske kunstinstitution.

Hans kunst står udenfor tiden ligesom han selv. Ingen påtaget modernitet her. Og han har siden 60’erne været igennem det meste og kunne betegnes som ekspressionist, minimalist, avantgarde- og multimediekunstner, tegner og maler. Bred i sit virkefelt, men præcis i sit udtryk…………

Maleriet afslører også en af Gissels metoder, nemlig reduktionen af motivophobninger gennem overmaling for at sortere og skabe ro om det væsentlige. De store kompositioners tavleklud, der visker hér og dér med udslettende eller transparent virkning. Det er en metode uden sikkerhedsnet, der kræver penslens præcision. For der er ingen vej tilbage……………

Ud over metoden skyldes det den specielle Gissel’ske optik, som fra starten lægges ned over motivet og køres ind over hele hans værk. Det gælder både for tegning og maleri. Frit er han i stand til at bevæge sig inden for diverse motiver som landskaber, interiør og abstraktion og foretage stilistiske udtryksskift mellem det naturalistiske, minimalistiske, eller kubistiske. Mogens Gissel behandler alle motiver ens og giver dem et eget anarkistisk udtryk.

Det handler om at finde ind til essensen. Og under det hele ligger så naturen med sin gennemgående farveskala af grønt, brunt, okker og gråt, -og ikke ofte påtrængende blåt og rødt. Hans interesse er ikke at finde en ny stil, men at forene mulighederne i nye billeder. Billeder der handler om kunst. Det er drivkraften.”

Direktør Aros Århus Kunstmuseum. Jens Erik Sørensen.

Mogens Gissel, født 1941. Debut Kunsternes Efterårsudstilling 1964. Talrige udstillinger siden. Medlem af Corner. Modtager livsvarig ydelse Statens Kunstfond. Eckersberg medaillien 2003,

 

TIRSDAG-FREDAG KL. 10-17, LØRDAGE KL. 10-13

UGE 42 (skolernes efterårsferie) TIRSDAG-FREDAG KL. 12-16, LØRDAG KL. 10-13

Ønsker du at tilmelde dig vores nyhedsbreve og indbydelser så send en mail til tilmeld@galleri-profilen.dk

MOGENS GISSEL 2005