til forside/to frontpage

Hæderslegat til Annette Olesen

Anne Marie Telmanyl, født Carl-Nielsens Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år

Motivation for tildeling af hæderslegat til Annette Olesen.

Jeg har adskillige år fulgt Annette Olesens virke som billedkunstner og hendes værker har altid draget mig. Hun finder farven og det er stort. Farven er sproget.

Jeg ser et billede: Komposition med farveelementer. 2004. Olie på lærred. 60 x 80 cm. En stor gråblå form i midten af billedet. Er som en stor plads set fra oven. I siderne smalle vandrette felter i klare, rene farver, der lyser uendeligt stærkt mod den gråblå farve. Derefter udenom igen et lysende rum I både varme og kolde farver. Det giver mig en fornemmelse af en svævende by. Fine lodrette streger holder det hele I balance og på plads. Et værk, der klart viser Annette Olesens præcise kunnen. Det er både bevægeligt og stramt i sin komposition.

Annette Olesen er uddannet på Det Jyske Akademi. Hun bygger sine billeder op i en slags arkitektur, hvor farven og det stoflige udgør elementerne. De færdige balancer ender i ulmende, lysende energifelter med en intensitet og udstråling, der gror af sindet.

Annette Olesen siger et sted, at hun nok i høj grad er en person, der lader tingene komme til sig for så at høre med dem. Og at maleriet ligesom er kommet til hende, og så er hun kørt med, således at maleriet er blevet hendes måde at formulere tilværelsen på. Hun ‘taler’ med farven. Den er hendes redskab, hendes Instrument, siger hun, og sammenligner med musikernes instrument.

Der er alt for mange ord i billedkunsten i dag. Et godt billede kommunikerer ikke gennem ord. Et godt billede, den gode kunst, rammer jo netop uden om ordene og uden om vores normale forbehold.

Et sted læste jeg, at en udstilling af Annette Olesens værker omfattede en serie tegninger og skribenten bemærkede, at han både oplevede tegningerne som selvstændige værker og som huskesedler til malerierne. Det, synes jeg, er meget interessant.

C.F. Garde skriver i en anmeldelse af en udstilling på Profilen i Århus C hvor Annette Olesen bor og virker: Hun er et levende dementi af påstanden om, at alt er gjort, og at det er umu ligt at lave noget nyt i maleriet på gammeldags måde. Hun gør det nemlig, og hun gør det med en musikalitet og nerve, som bekræfter, hvad man jo nok anede: Malerkunsten er ikke død’.

Derfor er det en stor glæde at give dig Anne Marie Telmanyi’s hæderslegat på 100.000 kr.

Til lykke.

Merete Hansen

tilbage til nyhedssiden