til forside/to frontpage

Født 23. september 1913 i København

Curriculum Vitae


Følgende tekst er katalogteksten af Bent Irve til Carl-Henning Pedersens udstilling i Galleri Profilen September/oktober 2000.


Vinger og vandfarve

Af Bent Irve

Ældre mennesker, der tænker tilbage vil kunne huske en tid, da der klæbede en vis underlødighed ved at kigge på billeder. At kigge på billeder havde ikke samme rang som f.eks. at læse eller lytte til klassisk musik. Og dette at søge at tilfredsstille sit kulturbehov gennem billedbetragtning vakte let en mistanke om analfabetisme. Man erindres om disse forhold når man i en tekst af Carl-Henning Pedersen ”At være spontan” fra Kunstnernes Efterårsudstilling katalog i 1948 læser formuleringen: ”Kunst hører til i de primitive egne af menneskets sind”. Og der skal nok være dem der i dag finder sætningen provokerende eller forældet. I hvert fald har vi oplevet nogle tiår hvor kunsten indædt har bestræbt sig på at blive intellektuel salonfähig. Givetvis har Carl-Henning Pedersen skrevet sætningen fordi han opfatter trangen til at skabe kunst som en oprindelig drift, der har eksisteret altid. En drift som ikke uden risiko kan manipuleres af viljemæssige og intellektuelle hensigter.

Det kan se ud som om Carl-Henning Pedersen vil holde brandudsalg over kunstens fine og velerhvervede privilegier når han hævde at enhver er kunstner og at kunsten skal skabes ubesværet. Men alene lidenskaben for sagen vil nok bevirke at der til stadighed vil være meget få kunstner og mange, mange ikke kunstnere.

Nok så interessant blandt hans synspunkter er mistilliden til det hårde, viljemæssige slid. Kunsten kan kun skabes i frihed, mener han. Den kan ikke ekcerseres. Og netop fordi den skal baseres på indefra kommende impulser er det vigtigt sat disse er stærke og ægte. Egentlige kraftanstrengelser er i kunst noget problematisk, og her deler Carl-Henning Pedersen holdning med en gammel franskmand som Camille Corot, der ellers, i modsætning til Carl-Henning Pedersen, havde taget hele turen gennem det akademiske lærdomsapparat. ”Anstrengelse forrykker den naturlige tale”, mente Corot, der følgelig er bedst i sine små landsskabsmalerier med harmoniske og ro-givende arkitekturelementer.

Den vandrette, rolige jordforbundethed i Corots milde kunst ligner dog ingenlunde Carl-Hennings. Allerede fra første færd i kunsten interesserede Carl-Henning Pedersen sig for det spontant indfangende eventyr og den kosmiske fabel. Hans interesse er ikke roen, men den løftende bevægelse. At skrive er som vinger, siger Anais Nin, Carl-Henning Pedersen kunne sige det samme om det at male. Og helt deler han utvivlsomt hendes synspunkt når hun skriver: ”Vi er fodgængere, vi går på jorden; det kan godt være vi kan lide jorden, men det absolutte trylleris øjeblik er når fantasien giver os lov til at flyve ud i større, mere henrykkende verdener”. På en måde er Carl-Henning Pedersen da også en slags henrykkelsens maler, men ikke sådan at forstå at han f.eks. ved eksaltationens hjælp lader sig rykke et andet sted hen. Det han lader sig henrykke af ar de spontane bevægelser, der kommer fra de dybe kilder i mennesket.

For et par år siden viste man på Arken en udstilling, der sammenstillede værker af Carl-Henning Pedersen og Marc Chagall, to kunstner der både i det ydre og det indre ligner hinanden. Men skønt de begge er store eventyrlige billeddigtere og fantasikunstnere stod det klart at Marc Chagall havde evne til at forbinde sin virkelige jordbund, f.eks. barndomsårene i Vitebsk, med sine mere løbske fantasier og voltigerende forestillinger, mens tilsvarende tilsyneladende ikke lå indenfor Carl-Hennings register. Men på den anden side er der ingen basis for at opfatte Carl-Henning Pedersens kunst som hæmningsløst fritsvævende i fantasiens himmelrum, også i hans billedverden afspejles den omgivende virkelighed med dens stemninger og farver. ”I Rom i 1963 malede jeg det jeg kalder mine romerske billeder. Hvis ikke Rom havde betydet noget for mig, kunne jeg smertefrit være fortsat med dem da jeg kom hjem. Med det kunne jeg ikke. Jeg har ikke siden kunnet male på den måde. Det samme har jeg oplevet i Sydfrankrig. Bjergenes form, cypresserne, fik indflydelse på det jeg malede. De akvareller som jeg malede i Indien har også sit særpræg. Og billederne som jeg maler på Bovbjerg får en anden tone end dem jeg maler i København”.

I et interview i forbindelse med kunstnerens 60 årsdag borer kritikeren Pierre Lübecker ganske ubarmhjertigt i Carl-Hennings forhold til virkeligheden. Kritikeren beskylder bramfrit kunstneren for at være eskapist hvilket udløser et højtråbende svar fra den benægtende kunstner, der i den sammenhæng opfatter sig selv som folkekunstner. Den gang hed det: ”det er nemlig mig, lige netop mig, der er rigtig socialist, meget mere socialist end socialrealisterne, der simpelthen nøjes med at male skilderier, som stilistisk er afledt af borgerskabets depraverede og degenererede halvfemserkunst”. I samme interview gjorde Carl-Henning Pedersen i øvrigt den opfattelse gældende at han var et af de få individer i hvem den ellers så godt som udryddede folke- og almuelunst overlevede. Og den del af folkekunsten som kom til udtryk i kirkernes kalkmalerier har han jo bevidnet sin kærlighed ved flere lejligheder, bl.a. i artiklen ”Middelalderens kalkmalerier” i tidsskriftet ”Helhesten” i 1943.

Om billedkomposition og andre intrikate kunstneriske problemstillinger har Carl-Henning Pedersen, der ellers både mundtligt og skriftligt er meget meddelsom, ikke meget at sige. Anderledes om farven om hvilken han gerne taler digterisk og henført. Og i hans mest kendte erklæring hedder det da også: ” Jeg blev maler, da jeg opdagede glæden ved at sætte en farve ved siden af en anden farve. Siden den dag har jeg været optaget af at finde ind til farvernes hemmelighed. Jeg har opdaget, at jeg derved også søger at finde frem til min egen hemmelighed som menneske”. Her antyder Carl-Henning Pedersen lidt om dobbeltheden i den kunstneriske proces. Selv har han jo aldrig lagt skjul på, at den oplevelse og glæde han gerne vil formidle gennem sine værker, den oplevelse vil han også gerne selv have. Og i bedste fald er det da også sådan at værket taler overraskende og åbenbarende til ham selv. Således er billederne, udover hvad de i øvrigt er, et dialogisk felt hvor der på én gang stilles spørgsmål og gives svar.

I kraft af sit drømme og digteriske indhold hører Carl-Henning Pedersens kunst udpræget natsiden til. Hvilket man måske også kan syntes at opleve gennem den dybe blå farve som er så dominerende i han billeder. Men skønt farverne ofte er stærke, rene og mættede er det dog mindre dagslyset end trangen til at fortrylle og skabe magi, de skylder deres egenart. Magi er i kunstnerens forestillingsverden et essentielt fænomen, en simpel nødvendighed i kunsten. Og det magiske, så uspecificeret det nødvendighed må være, søger han især at tilvejebringe gennem farven. Dens udtryksfulde møder og indre lyskraft. Om de billeder Carl-Henning Pedersen maler med oliefarver har han sagt at han forsøger at male dem så let og friske som var de akvareller. Her bekender han altså at akvarellen forekommer ham ideel, at den har egenskaber som giver den forrang. Og at han er en mageløs fin akvarelmaler turde denne udstilling i Galerie Profilen giver overbevisende videnesbyrd om. Det smeltende stof, det letflydende materiale, er kongenialt med hans spontanitet.

Gennem årene har Carl-Henning Pedersen nået at udfolde sig indenfor alle billedkunstens medier. Det har medfødt at man har en uvilkårlig oplevelse af hans kunst som dækkende et bredt spektrum. Det gør den imidlertid ikke. Faktisk er han kunst markant begrænset. Selv har han sagt: ”Mine billeder handler om fugle og heste, skibe og huse og om stjernerne og solen”, og han har sågar, i det uærbødige interview med Lübecker sagt, at han såmænd godt kan blive lidt træt af sit begrænsede motivregister, ”men jeg har jo ikke andre motiver, og så må jeg kæmpe for at forme dem så fantasifuld det er mig muligt”. Udsagnet kan godt tåle at drages frem fordi det ikke har svækkende betydning for hans kunst. Carl-Henning Pedersens tidligere bekendelse til fantasikunstens eventyr og fabler har givet hans kunst et afgrænset arbejdsfelt. Men hvad der er adspejlet indenfor det rækker langt videre. Som en slags prisme spejler hans kunst alle tænkelige menneskelige følekser og stemninger. Intet mindre er han sigte end ”at samle mennesket, jorden og universet i en malerisk enhed”.

Bent Irve